fbpx

Hvorfor ikke, ville være det nemme svar

Men det lidt ligegyldige svar er langt fra sandheden. Derfor har vi herunder samlet en del af de grundlæggende tanker bag Alabama. Læs det hvis du vil. Eller lad være.

Universet

Vi elsker hele grillbar-universet. Grillbaren, i sin klassiske forklædning, er på mange måder sjovt og super-retro. Den stationære pølsevogn, som aldrig rigtigt går af mode…

Det er det uformelle og det meget afslappede vi holder af. Men vi har sådan en ustyrlig lyst til, at tage alle de bedste ting fra universet, og give det en ny form for kant. Et velkendt univers, men med et kærligt skub til helhedsoplevelsen.

Stilen

På grillen er der ikke så mange regler. Det kan vi godt lide, og vi bliver tiltrukket af, at vi i høj grad kan lege med stilen.

Det er muligheden for at skabe steder, hvor to unge mennesker tager på date og bruger flere timer hos os. Men på samme tid, steder hvor man kommer for det hurtige måltid. Både alene og sammen med andre. Steder hvor du både kan komme i korte bukser, joggere, lørdagssættet eller den fine kjole. Men du skal stadig spise din burger med hænderne – i det mindste skal du forsøge.

Gæsterne

Vi har intet imod forventninger fra vores gæster. Når der er forventninger, vidner det om, at vi har gjort noget rigtigt. Men på den anden side, finder vi det attraktivt, at lege med en madprofil hvor alle kan være med.

Her er ikke gourmet-menuer til mange hundrede kroner. Det er ukompliceret, og de fleste gæster kan sagtens tage en øl eller en milkshake mere, uden at det gør ondt på pengepungen.

Det kan vi selv godt lide, og det viser sig at det kan de fleste gæster også. 

Overraskelsen

At kunne overraske menneskers sanser er det mest givende man kan opleve. Det synes vi! Derfor er vi dreveet af, hos Alabama, hele tiden at skubbe til grilluniverset som de fleste kender det. De grundlæggende elementer i en hotdog er fantastiske, men derfor behøver den vel ikke stadig være præcis som den er alle andre steder.

Hos Alabama inspireres vi af den klassiske grillbar, men er drevet af, at skubbe til det traditionelle. Og når vi kan overraske dig, er al udviklingstiden betalt tifoldigt tilbage hos os.

Vildskaben

Ærligt, hvor ofte får vi lov til – i vores voksne liv – at lade vildskaben tage over. Det er sjældent!

Med Alabama har vi lyst til, at give vildskaben plads. Vi har lyst til, at gøre det der er en smule syndigt, det der er en smule usundt, tilfredsstille alt det som ikke tilfredsstilles med speltsalaten. På samme tid ønsker vi, at skabe et grillunivers hvor kvaliteten er så høj, at samvittigheden ikke rammes for tungt når vildskaben tager over.

Og ja, hvorfor ikke

Du drømmer da også om at have din egen grillbar! Du tør bare ikke sige det højt. Det gjorde vi, og derefter tog vi arbejdshandskerne på. Og ved du hvad – hånden på hjertet – det er den sjoveste rejse vi nogensinde har været på, og vi vil ikke hjem fra den igen!